ENSOMHEDENS GADE

Stig Rossen havde den store fornøjelse at træde ind i rollen som John Mogensen i forbindelse med de fire forestillinger, som hyldede Four Jacks, og nu synes han, at han efterhånden har fået John så meget ind under huden, at han kan præsentere John Mogensen og hans sange i en teaterkoncert, hvor han fortæller lidt om John og hans liv samt synger en række af de største hits fra Johns solokarriere efter tiden med Blue Boys og Four Jacks.

Medvirkende

Stig Rossen, vokal
Lars Jørgensen: Kapelmester, Piano
Kalle Magnusson: Bas
Tom Jensen: Trommer

Varighed: 2 x 45 min
Ring og hør nærmere på +45 51 27 00 35 eller send en besked.

Send besked

På scenen

Siden Stig Rossen i 2008 kontaktede Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heick og præsenterede dem for idéen om at genoplive kvartetten Four Jacks i en teaterkoncert, er det blevet til hele fire succesrige forestillinger. I den forbindelse trådte Stig Rossen ind i rollen som John Mogensen, en af Danmarks mest folkekære sangere og samfundsrevsere, men også en kompleks kunstner, der levede et til tider hårdt, og i sidste ende alt for kort, liv.

Fascinationen af både manden og musikken inspirerede Stig Rossen til at udvikle endnu en teaterkoncert, hvor han fokuserer på John Mogensens liv og karriere i tiden efter Blue Boys og Four Jacks. Akkompagneret af en velklingende trio bestående af Tom Jensen på trommer, Kalle Magnusson på bas og med Lars Jørgensen som pianist og kapelmester præsenterer Stig nogle af John Mogensens største hits, som han synger med en sjælden indlevelse i sangene såvel som i Johns karakter. Undervejs træder Stig med jævne mellemrum ud af rollen som John og fortæller på sin egen, nærværende og varme facon små, sjove og interessante historier om John Mogensens liv.

John Mogensen var et gudsbenådet musikalsk talent. Han formåede at skildre sin samtid i tekst og musik, der har bevaret sin aktualitet og fortsat vækker begejstring hos et publikum, der spænder over flere generationer. Bag den solide statur, vi husker ham for, gemte sig imidlertid en noget mere skrøbelig sjæl. En udtalt perfektionisme udviklede sig over årene til regulær sceneskræk, samtidig med at et heftigt alkoholforbrug satte sine spor; alt sammen en bagside af medaljen, som Stig Rossen skildrer med både ærlighed og respekt for den folkekære sanger.

I løbet af ”En hyldest til John Mogensen” er der plads til både grin og eftertænksomhed og efter halvanden times forestilling sidder publikum tilbage med en helhedsoplevelse af sangene og manden bag, klogere på kunstneren og underholdt af elskede og udødelige klassikere som ”Der’ noget galt i Danmark”, ”To mennesker på en strand” og ”Så længe jeg lever”.

I salen

Så længe jeg lever
- sang han, og han lever endnu.

Ja, jeg ved det godt. Teknisk set døde John Mogensen i 1977 – 48 år, alt for tidligt gammel og grundigt slidt op af livet. Men i går aftes levede han et øjeblik alligevel, og de, der oplevede det, må føle, ligesom jeg gør nu.

Kælderen er fyldt godt op under Sidesporets musikcafé i Holbæk, eller Vandrerhjemmet, som det vist altid vil hedde for de mange, der er kommet her længe. Rummet føles trangt, loftet er lavt, de runde borde med sort- og hvidternede duge står tæt, baren er i det fjerneste hjørne og de fleste blandt publikum har besøgt den flere gange allerede. Stemningen er rar og festen er egentlig allerede gået i gang, selvom hovedpersonen endnu ikke er til stede. Jeg kigger rundt på de fyldte borde, de smilende ansigter, hvoraf de fleste lader til at have set lidt flere somre, end jeg. Vi når da også at blive spurgt med et smil: ”Hvad laver sådan nogle unge mennesker her?” Det er jo John Mogensen; stemmen, der har fulgt os igennem hele gymnasietiden, og sangene, vi har skrålet med på ved hver eneste fest, uden tvivl mere højt end kønt. Og så er det Stig Rossen, det lader jeg tale for sig selv. Vi har med andre ord alle tænkelige, gode grunde til at være lige her lige nu.

Scenen bliver indtaget af de tre velspillende musikere, og vi venter kun på én. Da han endelig indfinder sig, iklædt sort tøj og de karakteristiske, røde seler, tænker vi alle, hvad enkelte hvisker: ”Det er John.” De næste par timer skiftes der mellem Stig og John, den ene fortæller indlevende og med dyb respekt om den anden, der med sin uimodståelige, ligefremme facon går direkte i hjertet på alle. Ingrid bliver hidkaldt fra baren med jævne mellemrum, for John har det bedst med en grøn flaske inden for rækkevidde. Stig skal køre hjem, så et ekstra kig på etiketten ville afsløre, at det er super light-versionen, men illusionen virker og publikum er med på legen. Der bliver festet igennem.

Humøret lader kun til at stige hos publikum. Ved bordet ved siden af os, sidder en flok venner og kolleger. De snakker højlydt, og en del af mig har lyst til at be’ dem om at dæmpe sig. Men det virker så autentisk, fornemmelsen af at være på et larmende værtshus. I øvrigt skråler de med af fuld hals, og de kender hvert et ord af hver en sang. Det her er dedikerede John Mogensen-fans, og de kommer til at mindes den her aften altid. Det er stort. For selvom vi alle kan høre og se, at det ikke er John, så leveres musikken og den generelle optræden med så stor indlevelse og oprigtighed, at det ikke gør noget. Det er umuligt ikke at nyde stemningen, sangene, musikken. Det er den helhed, der gør, at det føles, som om John lever.

Uanset hvor meget gang der er i festen, så kan jeg ikke lade være med at lytte intenst til sangene. John var, og Stig er, en gudsbenådet historiefortæller. Med sine tekster skabte John Mogensen små levende hverdagsfortællinger og sigende stillebener af et Danmark, han elskede, selvom han langt fra kan have været stolt. Hans indædte kamp for de dårligst stillede og for retfærdighed brænder i de politiske tekster, samtidig med at dybsindigheden og følsomheden også bliver brugt til at skildre de stille skæbner, vi alt for let overser. Dengang såvel som nu. Og så dukker den op, den der lyst til at vide mere om mennesket bag teksterne. Den kreative, skarpsynede sjæl, der turde sige fra så højt, at alle måtte lytte. Og hvor jeg håber, at de lyttede. Når jeg kigger mig omkring her til aften, ser jeg mennesker, der synger alle strofer, uanset mængden af ord og det til tider urimelige tempo, men jeg kan ikke fornemme, om ordene trænger ind. De har jo en fest. Personligt kan jeg ikke lytte til sange som ”Ensomhedens gade nummer 9” uden at mærke hver nuance i den triste stilstand hos ham, der venter forgæves, og jeg bliver oprigtigt ked af det indeni. Måske er det mig, der mangler et mentalt filter. Mange af de her tekster virker bare så sørgeligt aktuelle, og jeg håber, at de glade mennesker omkring mig også fanger det budskab, som festen gemmer på i hvert et ord, der synges. Kunne jeg spole tiden tilbage, ville jeg spørge John Mogensen, hvem han sang til. Jeg ved, hvem han sang om. Jeg ved, hvem han sang for. Men jeg ville gerne vide, om han følte sig hørt.

Det er også en af grundene til, at jeg elsker Stigs måde at gå til den her opgave på, for han har om nogen hørt efter. Han forstår til fulde, hvad han formidler, og det virker så befriende ægte. Jeg håber, at der kommer mange flere koncerter som denne. I små, overfyldte lokaler, hvor der næsten ikke er plads til al den gode stemning, der uundgåeligt følger med. For det er lige her, den opstår, den magi, der er med til at holde John Mogensen i live. Jeg tror, at han fløjter med deroppe og deler en pilsner eller to med Sankt Peter. Så ved han også, at det kun var kroppen, der ikke kunne mere, da han sagde sine sidste, berømte ord til bartenderen: ”Old timer, jeg er færdig.” Sjælen i sangene lever i bedste velgående - en aktuel, vedkommende og helt igennem vidunderlig sjæl.