Stig & Vennerne

Stig & Vennerne blev dannet i 2011 af Stig Rossen og de resterende medlemmer af Bamses Venner. Efter Flemming 'Bamse' Jørgensens uventede død tilbød Stig at synge med på en enkelt af de koncerter, der allerede var planlagt før Bamses død.
Efterfølgende medvirkede samme konstellation ved en stort anlagt mindekoncert for Flemming 'Bamse' Jørgensen i NRGi Arena i Århus.

Hyldestkoncerten mindes Bamse og hans fantastiske karriere med en perlerække af de største syng-med hits som Venner kom og se, Hvorfor går Louise til bal, Alice, Kongens Have og I en lille båd der gynger.

De optræder mellem 40 og 50 gange om året i hele Danmark på festivaller, halballer og i koncerthusene. Bl.a. ved Danmarks Største Halbal, som siden 2016 med stor succes har fyldt Jyske Bank Boxen i Herning sidste lørdag i oktober.

Medvirkende

– Stig Rossen, vokal (med siden 2011)
– Peter Bødker: Kapelmester, keyboard, akk. guitar og kor (spillede med Flemming i 15 år)
– Frank Thøgersen: Trommer og kor (spiller også i Kandis og spillede med Flemming i 15 år)
– Anders Lampe: Elguitar (spillede med Flemming i 6 år)
– Allan Nagel: Bas og kor (med siden 2011)

Varighed: 1x50 og 1x70
Mulighed for: 3 x 45 (tillæg)

Ring og hør nærmere på +45 51 27 00 35 eller send en besked.

Send besked

I salen

Røgen ligger tæt over scenen, som tågen ligger over kongrescentret i Ringsted. Publikum er begyndt at indfinde sig i denne lille, lukkede udgave af verden, som vil være vores fælles virkelighed de næste par timer, hvor Stig & Vennerne skal optræde. Salen summer af forventning.

Egentlig havde jeg ingen planer om at skulle af sted, før jeg i forgårs fulgte en pludselig indskydelse og købte en billet. Det føltes tiltrængt med en aften med musik i hovedet i stedet for tanker, og der er en behagelig frihed i at være af sted alene, fordi jeg kan tillade mig at begrave mig i det univers, musikken skaber. Så det har jeg tænkt mig at gøre. For første gang benytter jeg mig i øvrigt af muligheden for at skrive lidt undervejs i et forsøg på at fange den umiddelbare oplevelse, som den ser ud uden afstand i tid og rum og dermed også uden andet filter end det, der befinder sig mellem mine sanser og tasterne her.

Da jeg første gang oplevede Stig & Vennerne live, var konceptet stadigvæk forholdsvis nyt. At det er blevet mere etableret nu viser sig først ved, at det trofaste publikum begynder at synge de karakteristiske, indledende toner af ”Vimmersvej”, allerede inden Peter, Anders, Frank, Allan og Stig er gået på scenen. Igen i aften er dét åbningssangen – alt andet havde skuffet. Det første bord rejser sig med det samme, og jeg forstår dem godt. Musikken inviterer til dans i højere grad, end lokalets opsætning gør det. Allerede ved tredje hit, ”Jeg elsker kun dig” eller ”Bager-sangen”, som den vittigt kaldes internt i bandet, begynder det da også at myldre frem med feststemte mennesker, der ikke har tænkt sig at sidde ned i aften. Selv på tribunerne bliver flere stole efterladt tomme til fordel for den trange plads foran scenen. Men det er nu i øvrigt ikke på nogen måde sådan, at festen er forbeholdt det dansende publikum. Stemningen når uden problemer helt ud i selv de fjerneste hjørner af salen. De kan noget, det er svært at sætte ord på, de voksne drenge, der holder musikalsk legestue deroppe i rampelysets skær.

De får det til at virke så naturligt og legende let deroppe, men i virkeligheden er det her projekt alt andet end det. For hvor går grænsen egentlig? Grænsen mellem kopi og parodi. Grænsen mellem kopi og originalitet. Grænsen mellem så mange faldgruber, at tanken alene ville kunne tage modet fra de fleste. Det lykkes smukt af flere årsager, og det lykkes til min store overraskelse bedre og bedre. Stig slår på den ene side fast, at han ikke er og heller ikke skal være nogen ny Bamse, men på den anden side så er hans vokal flere steder så lig Bamses, at det næsten kan være svært at kende dem fra hinanden. Og det er ikke kun vokalen, der ligner. Flere ord får den karakteristiske, jyske klang, der kendetegnede Bamse. Det kommer formentlig helt naturligt, dels fordi Stig har lyttet så meget til de originale sange, og dels fordi han ønsker at vække den genkendelsens glæde, som opstår hos en stor del af publikum. Det her er ikke nyfortolkninger – og så alligevel … For der er også alt det andet. Der er leg med toner i dele af registret, hvor Stig på ingen måde lyder som Bamse. Der er lange toner og små, lækre andenstemmer, hvor Peter Bødker står for den velkendte lyd, imens Stig tilsætter nye nuancer. De sidste elementer er der kommet flere af på det seneste, og det fungerer fremragende.

Også i introduktionerne veksles der mellem nyt og gammelt. Ultrakorte anekdoter bruges til præsentationerne af hvert nummer. Enkelte af dem handler om Stig og opstartsfasen med Vennerne, men langt de fleste spindes om Bamse. Det bliver holdt enkelt, og der er hele tiden en god føling med det publikum, der tilsyneladende hellere vil synge og danse, end de vil høre på snak. Det er med til at holde tempoet oppe, og på intet tidspunkt daler intensiteten. Heller ikke når tempoet sættes ned og erstattes af et par af de mere stille sange på sætlisten. Jeg ved ikke, om de ser det helt oppe fra scenen, men ved de stille numre bliver der også danset nede ved de bagerste rækker, hvor et enkelt par eller to følger opfordringen og danser en kinddans.

Der er ualmindeligt god stemning blandt publikum, og det slår mig, at det er et andet publikum end det, jeg så ved de første koncerter. Dengang var publikum delt op i to; den ene del var de trofaste koncertgængere, der havde fulgt Bamses Venner, og den anden del var Stigs fans. I aften er det et mere sammentømret publikum, selvom det mildt sagt er en broget flok. Stig & Vennerne har fået deres eget publikum, og det gør noget ved stemningen. Selvom minderne om Flemming ”Bamse” Jørgensen er med fra start til slut, er nostalgien mindre tydelig. Enkelte numre som ”Tak for i dag” river stadigvæk i tårekanalerne, men oplevelsen står ikke længere i skyggen af Bamses pludselige og alt for tidlige død. Det er befriende, især fordi respekten for det oprindelige på ingen måde er blevet mindre tydelig. Der er på en eller anden måde bare bedre plads til musikglæden. Glæde er i det hele taget det, der bedst karakteriserer en aften som i aften. Selv her på sidelinien er det umuligt ikke at blive ramt.

Og så er det vist tid til en indrømmelse, for indtil jeg købte billet til i aften, tænkte jeg faktisk, at jeg havde hørt de koncerter med Stig & Vennerne, som jeg skulle. Jeg havde bildt mig selv ind, at der ikke var noget nyt at høre. Men her undervejs går det op mig, at en af fordelene ved at sidde lidt på afstand af det hele er, at jeg i langt højere grad end ved tidligere koncerter bemærker, hvor tårnhøjt niveauet er. De her drenge er, pardon my French, pissedygtige til det, de gør. De er bund musikalske, og de elsker det, de laver. De fungerer bedre og bedre sammen på scenen, og deres samspil både musikalsk og menneskeligt er fascinerende og hyggeligt. Deres selskab er på alle måder rart. Der er ikke noget at sige til, at det er lykkedes dem at få deres eget, trofaste publikum. Og der er heller ikke noget at sige til, at der støder flere til, for hvis man holdt af Bamses Venner, så må det være noget nær umuligt ikke at elske at se og høre, hvordan musikken lever videre på det her niveau. Stig & Vennerne passer ikke ind i den traditionelle opfattelse af coverbands. De er unikke. Og uden at have det store kendskab til Bamse, så har jeg svært ved at forestille mig, at han ikke også ville elske, at de findes.

I mine øjne og ører var Flemming ”Bamse” Jørgensens største gave hans fænomenale evne til at omsætte hverdagshistorier til bevægende tekster, der er lige så poetiske, som de er enkle. Der er ingen sanger på den danske musikscene, der evner at formidle den slags historier bedre, end Stig gør det, og det magiske ved kombinationen af de to ting skinner tydeligt igennem i de små fortællinger, der gemmer sig i sange som ”Hansen”, ”Alt for længe til i morgen” og min absolutte favorit ”Solen skinner”. Havde det ikke været for Stig & Vennerne, så var jeg nok aldrig blevet opmærksom på de perler, der gemmer sig i det kapitel af vores musikalske kulturarv, som Bamses Venner har bidraget med. Og havde jeg ikke siddet her i aften, så havde jeg formentlig fortsat overset de vigtigste årsager til, at det her projekt er langtidsholdbart. Næste gang finder I mig oppe på første parket, hvor de træder hinanden over tæerne, mødes i fællessang og har en fest, men i aften var det her helt perfekt. Selvvalgt ensomhed lidt på afstand og alligevel helt inde i hver eneste nuance af musikkens univers, som gør godt langt ind i sjælen.

Energien på scenen har gjort det af med røgen, og et øjeblik forventer jeg næsten, at de også har blæst tågen udenfor væk. Men den er der nu stadig, og mørket har sænket sig over parkeringspladsen, der allerede er næsten tom. Den gode stemning fra den lille udgave af verden, der har været vores fælles virkelighed de seneste par timer, har spredt sig i alle retninger med det publikum, der uden tvivl kommer til at nynne videre de næste par dage. Effekten af musikalske oplevelser som den, vi har nydt i aften, holder – og der kan ikke længere herske nogen som helst tvivl om, at det gør Stig & Vennerne også.

Se video